NØDBREMSEN FORSTYRRER SKT. HANS AFTEN I FREDERIKSBERG HAVE I KØBENHAVN
Tre deltagere i Nødbremsen har til aften forsøgt at slukke Skt. Hans-bålet i Frederiksberg Have i København med en opfordring: Lad os bruge årets længste og lyseste dag til at stå sammen i modstand mod den mørke fremtid, som regeringen skubber os tættere på. Hvis "vi elsker vort land", så lad os beskytte det fremfor at ødelægge det.
Regeringen hælder benzin på det brændende klimakollaps, når de fortsætter med at lave klimaødelæggende infrastrukturprojekter som de 15 nye motorveje.
Selvom sommeren knap nok er begyndt, er adskillige lande allerede ramt af dødelige hedebølger, tørke og skovbrande. Og det her er kun begyndelsen: Ifølge flere hundreder af verdens førende klimaforskere kommer de globale temperaturer til at stige mindst 2,5C i vores børns levetid. Det er en decideret dødsdom for millioner af mennesker.
"Det er så angstprovokerende, at regeringen fortsætter med at lave ekstremt klimaødelæggende projekter, når vi allerede nu ser hungersnød, konflikter og massemigration drevet af hedebølger, skovbrande, oversvømmelser og storme. Når regeringen med åbne øjne hælder benzin på det brændende bål, som klimakollapset er, har vi allesammen en pligt til at gøre modstand.", siger Oskar Kluge, deltager i Nødbremsen.
Pressekontakt: presse@noedbremsen.dk
Nødbremsen modtager finansiel støtte fra Climate Emergency Fund, som støtter kampagner, der kræver, at magthaverne handler på det klimakollaps, vi står i.