Nødbremsen

View Original

NØDBREMSEN BLOKERER MORGENTRAFIKKEN TRE STEDER I KØBENHAVN

39 deltagere i Nødbremsen har i dag stoppet trafikken på H.C. Andersens Boulevard og i Jagtvej/Ågade-krydset i København.

Imens julestemningen breder sig, og året lakker mod sin ende, er det europæiske ekspertorgan for monitorering af klimaforandringer (Copernicus Climate Change Service) kommet med deres seneste status for årets globale temperaturstigning: 2024 bliver med al sandsynlighed det varmeste år nogensinde målt, og det første kalenderår med en temperaturstigning på mere end 1,5 grader i over 100.000 år.

Til trods for dette smertelige videnskabelige faktum, fortsætter vores regering med at føre en politik, som eskalerer klimakollapset - blandt andet ved at bygge 15 nye klimasmadrende motorveje. Regeringen hælder benzin på det bål, som de har ansvaret for at slukke, og fastholder deres farlige løgn om, at Danmark yder sit bidrag til at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader - samtidig med, at selvsamme kritiske grænse allerede er overskredet. I protest mod regeringens fortsatte eskalering af klimakollapset, og for at skære igennem regeringens farlige retoriske røgslør, har 39 deltagere i Nødbremsen blokeret trafikken i København.

“Det er hjerteskærende at se, at dem, vi har valgt til at beskytte vores liv og sikkerhed, aktivt vælger at ødelægge vores livsgrundlag med deres klimasmadrende politik. Regeringen hælder benzin på bålet, mens de bilder os ind, at de forsøger at slukke det. Hykleriet er totalt: Hvem bygger 15 nye unødvendige motorveje midt i et klimakollaps? 2024 bliver det varmeste år, vi nogensinde har oplevet - og sandsynligvis det koldeste år, vi nogensinde vil opleve igen. Vi er som civilbefolkning nødt til at træffe et valg: Hvis vi vil bevare vores fælles livsgrundlag, må vi kollektivt gøre fredelig modstand mod regeringens klimasmadrende politik.” siger Nikoline Borgermann, deltager i Nødbremsen.

Pressekontakt - for fotos, videoer og interviews: presse@noedbremsen.dk

Nødbremsen er en del af det globale A22-netværk for civil modstandskampagner: https://a22network.org/