NØDBREMSEN AFBRØD INFRASTRUKTURDAGEN 2023: DROP DE NYE MOTORVEJE
21. september, 2023
Email: presse@noedbremsen.dk
Nødbremsen har i dag afbrudt konferencen 'Infrastrukturdagen 2023' med en klar besked: Klimaødelæggende infrastrukturprojekter er ikke en del af den "grønne omstilling".
Netop grøn omstilling var et af dagens temaer. Men med planerne om at anlægge motorveje for 26 mia. frem mod 2035, klinger det ekstremt hult.
Som del af Aftalen om Infrastrukturplanen 2035 skal der bygges og udvides 15 motorveje over hele landet. Aftalen modarbejder Danmarks klimamål og forårsager uoprettelig ødelæggelse af vores fælles livsgrundlag.
To deltagere fra Nødbremsen afbrød konferencen mens Jens Holmboe - direktør i Vejdirektoratet - holdt tale. Her tog de ordet for at konfrontere ham og de tilhørende med de uundgåelige kendsgerninger: Vi står midt i et klimakollaps. I kan fortsætte de katastrofale projekter og eskalere klimakollapset eller gøre det nødvendige og trække nødbremsen.
Vejdirektoratet stod for at beregne CO2-udledningerne for anlægsdelen af Infrastrukturplanen. Beregningerne viser, at netop anlægsfasen er ekstremt klimaskadelig og den største post i planens CO2-udledninger. Udregningerne blev hemmeligholdt for folketinget af daværende transportminister Benny Engelbrecht, men kom frem efter aftalen var stemt igennem. Alligevel holder regeringen fast i den klimaødelæggende infrastrukturplan. Infrastrukturplanen er ”et eksempel på, at politikerne har misforstået én vigtig pointe: At klima skal tænkes ind i alle afdelinger af vores samfund.”, siger en af hovedforfatterne til FN’s klimarapport, klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen. I stedet for at lytte til klimavidenskaben har regeringen - ifølge dem selv - "lyttet til erhvervslivet" i planerne om nye motorveje. Det er netop de virksomheder, der skal udføre projekterne og mange af de organisationer, som har lobbyet for - og profiterer af - de nye motorveje, som var på konferencen på NH Hotels i København i dag.