Nødbremsen

View Original

NØDBREMSEN AFBRØD ‘SKRUEN STRAMMES’ PÅ DET KONGELIGE TEATER

29. september, 2023

Email: presse@noedbremsen.dk

Nødbremsen har i dag afbrudt/forstyrret operaen 'Skruen Strammes' på Det Kongelige Teaters gamle scene med en klar besked: Hvis vi skal afværge det værste af klimakollapset, må vi som civilsamfund stå sammen.​​​​ 

Med de nye motorveje er regeringen med til at eskalere klimakollapset. Når regeringen svigter sit ansvar for at sikre vores sikkerhed & sundhed, så har vi allesammen et ansvar for at gøre modstand og tvinge dem på rette kurs.

Som del af Aftalen om Infrastrukturplanen 2035 skal der bygges og udvides 15 motorveje over hele landet. Aftalen blev indgået på en CO2-løgn, hvor daværende Transportminister Benny Engelbrecht tilbageholdt klimatal for folketinget og 'solgte' Infrastrukturplanen som klimaneutral. Det var et politisk teater, som blev afsløret, og som kostede Benny Engelbrecht ministerposten. Alligevel fortsætter byggeriet af de nye motorveje ufortrødent. Infrastrukturplanen og de nye motorveje modarbejder Danmarks klimamål og forårsager uoprettelig ødelæggelse af vores fælles livsgrundlag.

Under aftenens forestilling på Det Kongelige Teaters gamle scene sprang en deltager fra Nødbremsen op på scenen med et banner med ordene: 'Klimakollaps! Træk Nødbremsen". Her tog han ordet for at konfrontere publikum med de uundgåelige kendsgerninger: Vi står midt i et klimakollaps, og regeringen strammer skruen med sin klimaødelæggende politik. Regeringen har ikke styr på klimakollapset, og de lyver for os. Når regeringen har speederen i bund mod klimakollaps, må vi som civilsamfund gøre det nødvendige. Vi kan ikke længere være tilskuere til klimakollapset. Nu er det på tide, at vi alle indtager scenen og bliver aktører i menneskehedens værste fortælling.

Intet aspekt af samfundet går fri, når klimakatastroferne raser - den institutionaliserede kunst og kultur vil ikke overleve et klimakollaps. Nationalteatret har forpligtet sig til "at være på én gang kulturbevarende og kulturskabende". Hvis vi vil bevare kunsten, må vi trække nødbremsen.