NØDBREMSEN BLOKERER E47 MOTORVEJSAFKØRSEL I LYNGBY VED KØBENHAVN

5 deltagere i Nødbremsen har i dag blokeret E47 Motorvejens afkørsel ved Jægersborgvej i Lyngby i modstand mod regeringens eskalering af klimakollapset.

40 af verdens klimaministre er idag samlet i Helsingør, og Dan Jørgensen sidder for bordenden og soler sig i at være repræsentant for "det grønne foregangsland".

Mens millioner af mennesker fordrives, sulter og dør pga klimaets ophedning fortsætter regeringen med at lave klimaødelæggende projekter - blandt andet 15 nye motorveje -, der eskalerer det klimakollaps, vi står i.

Vi har netop krydset Danmarks "earth overshoot day" og har dermed brugt vores andel af jordens ressourcer indenfor årets 3 første måneder. Kun 5 andre nationer har en ligeså stor belastning af klimaet per indbygger. Der er med andre ord lang vej, før Danmarks aftryk på planeten er retfærdigt og grønt. 

"Det er så skræmmende, at vores regering fortsætter med at bilde os ind, at de handler tilstrækkeligt på klimakollapset, mens de med åbne øjne laver klimaødelæggende projekter, der er med til at sætte vores allesammens fremtid på spil. Et grønt foregangsland ville aldrig bygge 15 nye motorveje midt i et klimakollaps.", siger Sigrid Bennedsen, deltager i Nødbremsen.

Pressehenvendelser: presse @ noedbremsen.dk

Forrige
Forrige

Næste
Næste