NØDBREMSEN FORSTYRRER VM HÅNDBOLDKAMP
Lukas, som deltager i Nødbremsen, har til aften kortvarigt forstyrret håndboldkampen mellem Danmark og Tjekkiet i Jyske Bank Boxen, da han løb ind på banen og kastede konfetti.
Mens store dele af befolkningen samles om håndboldherrerne, er regeringen i fuld gang med at smadre vores mulighed for en sikker fremtid.
Klimakollapset foregår for øjnene af os, og de sidste uger har vi set skræmmende billeder af de altødelæggende brande i Los Angeles. År 2024 var det varmeste år nogensinde målt, og de globale temperaturer har nu overskredet den grænse, som klimaforskere har advaret mod - og som verdens lande har forpligtet sig til at holde sig under. Brandene i USA og alle de klimakatastrofer, vi så i 2024, er bare en forsmag på, hvad der venter os, hvis ikke vi som samfund omgående stopper ødelæggelsen af vores livsgrundlag.
Ifølge forskere har vi kurs mod et kollaps af samfundet, og vores børn kigger ind i en fremtid uden adgang til mad og rent drikkevand. Alligevel fortsætter regeringen med at bygge unødvendige, klimasmadrende motorveje og hæver endda priserne på den offentlige transport, så endnu flere tvinges til at tage bilen eller afskæres fra mobilitet.
“Billederne fra brandene i USA har været endnu en voldsom påmindelse om, at klimaets ophedning er en trussel mod vores sikkerhed og livsgrundlag. Sidste år så vi ødelæggende klimakatastrofer på månedlig basis, så spørgsmålet er, hvor mange wake-up calls, regeringen skal have, før de stopper deres klimasmadrende politik? Jeg er selv vokset op med håndbold og ønsker, at den næste generation har samme mulighed. Men hvis regeringen fortsætter deres klimaødelæggelser, kommer vores børn ikke engang til at have et sikkert sted at bo.”, siger Lukas Kluge, deltager i Nødbremsen.
Pressekontakt: presse@noedbremsen.dk
Nødbremsen er en del af det globale A22-netværk for civil modstandskampagner: https://a22network.org/